Spring til indhold
Dansk English Italiano Deutsch Polski
Print Oversigt

Historien om RoboBraille

RoboBraille-tjenesten er opfundet af Lars Ballieu Christensen og Svend Thougaard. E-mail tjenesten har vundet seks internationale priser siden 2007, og den er på fremmarch i en række europæiske og afrikanske lande. At RoboBraille har kunnet nå så langt skyldes velvilje og frugtbart samarbejde med finansielle og faglige samarbejdspartnere verden over – hovedsageligt institutioner med fokus på blinde, ordblinde og analfabeter. Men før alt dette var RoboBraille en idé.

Ideen tager form

Siden slutningen af 1980’erne har Svend og Lars samarbejdet om at udvikle løsninger, som gør det lettere, hurtigere og billigere at producere især undervisningsmaterialer i alternative formater til brug for syns- og læsehandicappede. I foråret 2004 satte de sig sammen for at diskutere, hvordan man kunne skabe en løsning, som fjernede alle de vanskelige dele i punktskriftproduktionen, uden at det forringede kvaliteten i de producerede materialer. Desuden ville de finde en løsning, som kunne tiltrække andre udenfor den meget lille gruppe af danske punktskriftlæsere. Dermed ville der være skabt det nødvendige grundlag for en økonomisk bæredygtig tjeneste.

Med inspiration fra de mange digitale selvbetjeningsløsninger til eksempelvis køb af fly- og biografbilletter lå løsningen lige for: ”Det må være muligt at udvikle en e-mail-baseret tjeneste, som kan modtage dokumenter via e-mail og sende dem tilbage til brugeren efter automatisk at have konverteret dem til et alternativt format. Hvis vi foruden punktskrift også kan skabe alternativer i syntetisk tale, vil løsningen også kunne anvendes af svagsynede, ordblinde og læsesvage. Og ved at basere løsningen på e-mail, bliver vi geografisk uafhængige og kan i princippet stille tjenesten til rådighed for mennesker i hele verden”, fortæller Lars Ballieu Christensen.

Første version går i luften

Da ideen først var formuleret, tog det ganske kort tid at realisere den første version af RoboBraille-tjenesten: Den gik i luften i august 2004 efter tre måneders udviklings- og testarbejde under det knap så mundrette navn Sensus Auto Mail Responder AMR). Den første version var i stand til at oversætte danske dokumenter fra tekst til punktskrift, ligesom den kunne konvertere danske og engelske dokumenter til syntetisk tale i form af mp3-filer.

Interessen for RoboBraille-tjenesten, som den hurtigt kom til at hedde, voksede stærkt i det synsfaglige miljø. Omkring juletid 2004 blev ledelsen i det daværende Vestsjællands Amt opmærksomme på RoboBraille og dens muligheder. Amtet opfordrede opfinderne og Synscenter Refsnæs til at undersøge mulighederne for at søge EU-finansiering til at udbrede tjenesten til andre lande. Amtet stillede endvidere sit kontor i Bruxelles til rådighed sammen med rådgivere fra sit erhvervssekretariat, ligesom man bevilgede et større beløb til ansøgningsarbejdet.

RoboBraille bliver et EU-projekt

I maj 2005 afleverede Synscenter Refsnæs en ansøgning til EU Kommissionen om støtte til et projekt, hvor RoboBraille-tjenesten kunne blive lokaliseret og afprøvet i Irland, Storbritannien, Italien, Portugal og Cypern. Dette projekt blev gennemført med stor succes og anerkendelse fra EU Kommissionen i perioden 2006-2007.

Projektet betød først og fremmest tre ting: At RoboBraille blev suppleret med en række nye stemmer (britisk engelsk, italiensk, portugisisk og græsk). At den blev i stand til at producere punktskrift på engelsk, italiensk, portugisisk og græsk. Og at tjenestens brugergrænseflade blev lokaliseret til de enkelte sprog.

Undervejs i processen modtog tjenesten også donationer fra Frankrig og Litauen, så den nu også understøtter fransk og litauisk tale.

Det nu EU-finansierede RoboBraille-projekt blev udnævnt af kommissionen til månedens projekt, og i december 2007 modtog RoboBraille-tjenesten den meget anerkendte Social Contribution Award 2007 fra The British Computer Society .

Satspuljen sikrer drift og udvikling

For at sikre midler til den fortsatte drift og udvikling ansøgte Synscenter Refsnæs i efteråret 2007 om støtte via satspuljemidlerne. Samtidig søgte man om udviklingsmidler i Undervisningsministeriet til at forbedre tjenesten i forhold til ordblinde og læsesvage mennesker. Synscenter Refsnæs modtog efterfølgende tilsagn om støtte fra Indenrigs- og Socialministeriets Satspulje i perioden 2008-2011, samt fra Undervisningsministeriet i 2008-2009.

Midlerne anvendes til videre drift og til at udvikle tjenesten yderligere i form af understøttelse af flere sprog (tysk, spansk, fransk og russisk) dokumentformater (pdf, scannede dokumenter) og udgivelsesformater (strukturerede lydbøger, formateret punktskrift). Midlerne bliver også anvendt til at udvikle nye basale funktioner til bl.a. formatering og orddeling af punktskrift. Dermed kan produktionen af punktskrift i Danmark konsolideres og baseres på RoboBraille-teknologi. Dette arbejde er blevet gennemført i samarbejde med bl.a. Nota (tidligere Danmarks Blindebibliotek)

Arbejdet fortsætter

RoboBrailles udvidede funktionalitet er blevet anerkendt og prisbelønnet fra flere sider. I alt seks internationale priser siden 2007 er det blevet til. Den seneste er prisen for ”special educational needs solution” uddelt til det anerkendte, britiske BETT Awards Ud over stolthed og motivation til at arbejde videre, har priserne medført flere konkrete fordele. Eksempelvis var EU-kommissionens hovedpris for digital tilgængelighed en medvirkende årsag til, at Microsoft i 2008 besluttede at donere licenser til RoboBraille-tjenesten.

RoboBraille bliver fortsat videreudviklet i samarbejde med brugere og samarbejdspartnere verden over. Du kan læse mere om de igangværende projekter under hovedmenuen her på hjemmesiden.